Taxinævn og taxikørsel

Sådan får du bevilling til taxikørsel

Taxiloven blev ændret med virkning fra den 1. januar 2018. Staten overtager gradvis opgaver, som hidtil er løst af kommunerne. De nye regler finder du hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som udsteder nye førerkort og tilladelser til vognmænd.

I en overgangsperiode varetager Fredericia Kommune fortsat administration og tilsyn med vogne, der før 2018 fik en taxitilladelse fra Fredericia Kommune.

Overgangsperiode

I 2018 er der en overgangsperiode, hvor Fredericia Kommune fortsat løser en række opgaver på taxiområdet:

  1. Vi fornyer bortkomne førerkort, som er udstedt af Fredericia Kommune.
  2. Fredericia Kommune fører tilsyn med de taxivogne og limousiner, der var aktive ved den ny lovs ikrafttræden den 1. januar 2018, og som ikke har valgt konvertering til statslig tilladelse.
  3. Vi løser også fortsat en række opgaver inden for administration.

Aktuelle spørgsmål inden for administration:

  1. Toldattester til bilkøb skal ikke længere attesteres af kommunen. Din leverandør skal sende attesten direkte til SKAT.
  2. Bankgarantier kan ikke ophæves af kommunen i forbindelse med konvertering af tilladelse. Ændringer administreres af staten.

Afslutning: Fredericia Kommune har opgaver indenfor tilsyn og administration indtil:

  1. Alle taxier og limousiner har valgt konvertering fra kommunal til statslig kørselstilladelse, eller når:
  2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har overtaget al administration af taxitilladelser, der er udstedt af Fredericia Kommune.
    Overdragelsen forventes at ske den 1. november 2018.
Kørsel og takster

Reglement for taxikørsel i Fredericia Kommune
Reglementet gælder for vogne med tilladelse udstedt af Fredericia Kommune.

Takster for kørsel med taxi
Det nyeste takstblad gælder fra den 1. juni 2018. Fredericia Taxa anvender fra denne dato Trafik-, Bygge og Boligstyrelsens maksimaltakster for kørsel i taxi.

Takster for kommunale ydelser til taxivognmænd
A) Bemærk, at Fredericia Kommune i overgangsperioden ikke længere leverer visse ydelser. Venligst kontakt Fællessekretariatet før eventuel indbetaling for en ydelse.
B) Toldattester skal ikke længere påtegnes af Fredericia Kommune. Leverandøren af bilen skal sende toldattesten direkte til SKAT.

Fredericia Taxinævn

Taxikørsel i Fredericia Kommune behandles af Fredericia Taxinævn.

Medlemmer af taxinævnet:

  • 1 medlem fra taxibestillingskontoret i Fredericia (daglig leder)
  • 1 medlem fra taxivognmændene i Fredericia
  • 2 medlemmer fra fagforeningen 3F Fredericia
  • 1 medlem fra Fredericia Politi
  • 1 medlem fra fagafdelingen Teknik & Miljø, fagområdet Trafik og Natur.
  • 1 medlem af Miljø- & Teknikudvalget, som har det overordnede ansvar for taxiområdet.

Efter forslag fra taxiernes bestillingskontor besluttede Teknisk Udvalg i 2005, at der skulle oprettes et taxinævn i Fredericia med virkning fra primo 2006.

Taxilovgivningen indeholder ikke bestemmelser om oprettelse af taxinævn i kommuner uden for hovedstadsområdet. Fredericia Taxinævn er derfor ikke et egentligt nævn i forvaltningsmæssig henseende. Taxinævnet er af byrådet tillagt udtale- og indstillingsret om de forhold i taxilovgivningen, der er henlagt til kommunerne. Nævnet kan drøfte ethvert emne i relation til udøvelse af taxierhvervet.

Taxi eller Taxa

Hvorfor har vi to næsten ens ord for en hyrevogn?

Taxi er det internationale ord for en hyrevogn med chauffør, der modtager betaling for udført kørsel. Begrebet taxi anvendes i alle lande.
Alle taxier skal have monteret en taglygte med ordet taxi. Også i Danmark.

Begrebet taxi har rødder i det græske ord for at vurdere, der har taksere som synonym. Det moderne mekaniske taksameter til måling af en køreturs værdi blev opfundet i Tyskland af Friedrich Bruhn. Det skete i 1891. Taksametret anvendtes i begyndelsen på hestetrukne hyrevogne.

Da motordrevne vogne vandt udbredelse, fulgte taksametret med over i disse. Nicolaus Ottos benzinmotor blev opfundet i 1886. I 1888 kom elbilen fra Andreas Flocken, og i 1893 blev Rudolf Diesels motor opfundet. Benzinmotoren vandt størst udbredelse. Gottlieb Daimler byggede sin første benzindrevne bil i 1890, og i 1897 præsenterede han den første benzindrevne hyrevogn med taksameter. Andre fabrikanter fulgte hurtigt efter.

Monteringen af taksameter på motordrevne vogne førte i Frankrig til udviklingen af begrebet taximètre cabriolet. Det erstattede fiacre, der er det gamle franske ord for hestetrukken hyrevogn eller droske. Taximètre Cabriolet kan oversættes som bukkespringstaksameter. Dette mærkelige ord behøver en forklaring. I dag er en cabriolet en karrosseriform med sammenklappeligt tag af stof, hvilket en del hestevogne og tidlige automobiler også var udstyret med. Navnet cabriolet kom fra 1890'ernes første biler, der havde en ujævn gang. Den mindede om små gedebukkespring. Cabriol er det franske ord for bukkespring, så cabriolet er egentlig små bukkespring.

Da de lukkede karrosserier vandt frem, forsvandt cabriolet'erne fra taxibranchen, men begrebet taximètre levede videre. Fra fransk bredte taximètre med "x" sig til en række andre sprog, hvor det gav inspiration til nye ord. På tysk blev taximètre til taxameter, og taxi fortrængte droschke. Ordet taxa opstod ikke i Tyskland eller andre lande - bortset fra Danmark.

Det oprindelige danske ord for en lejet vogn med chauffør var hyrevogn. Først i 1800-tallet havde det tyske ord droschke vundet udbredelse i Danmark med stavemåderne droske, drosche og drosje. Det tyske ord kom fra det russiske дрожки (druzjki med latinske bogstaver), som betyder let vogn og var afledt af droga, arbejdsvogn. I Danmark blev en droske med taksameter til en taksameterdroske. I 1900-tallet blev droske fortrængt af taxi, lige som det skete i Tyskland, men i Danmark vandt taxa også frem.

Taxa er i dag et varemærke i dansk hyrevognsbranche. Det anvendes af de taxiselskaber, der er medlemmer af Dansk Taxi Råd. Kun i Danmark anvendes ordet taxa, som derfor har sin egen historie.

Motoriseringen af droskebranchen indledtes i 1902 på Frederiksberg. Her begyndte de første motordrevne drosker med taksameter at konkurrere med de hestetrukne taksameterdrosker. København fulgte efter i 1904.

Begyndelsen til ordet taxa kom i forbindelse med etableringen af Taxamotorkompagniet. Dette taxifirma åbnede i 1908 i København med tocylindrede cabrioletbiler fra Renault. De kunne køre 15 km i timen. Grundlæggerne af Taxamotorkompagniet tog den tyske stavemåde af taksameter, som er taxameter, og ændrede e'erne til o'er. På siderne af Taxamotorkompagniets biler stod der Taxamotor. Navnet viste, at det ny selskab anvendte drosker med både taxameter og motor. I 1908 var det en meget avanceret og moderne markedsføring.

Kunderne forkortede Taxamotor videre ned til taxa, som i dag lever videre ved siden af taxi - men altså kun i Danmark. 

Firmanavnet Taxamotor er ikke længere på markedet, men Taxa med stort "T" anvendes fortsat af for eksempel Fredericia Taxa og Taxa Fyn.

Feedback