VInderne af Arlette Andersens frihedspris 2018

Vinderne af Arlette Andersens frihedspris

Fredag den 4. maj blev vinderne af Arlette Andersens frihedspris afsløret

Rådhusforhallen var fyldt til sidste plads, da vindrne af Arlette Andersens frihedspris blev afsløret.

Vinderen af dette års 1.pris på 10.000 kr. blev Nikolaj Stentoft. Han fik prisen for sin tekst Dit navn.
Dommerkomitéen var enige om, at Nikolajs tekst indeholder en poetisk åre. Det er meget begavet skrevet og indeholder et væld af smukke sprogblomster. ”Dit navn” spænder vidt mellem ligegyldighed, frustration og vildfarelse til lykkefølelse og lettelse. Brugen af poesi og billeder viser en høj grad af refleksion, der er mange niveauer i teksten. Med frihedsbegrebet i centrum, har Nikolaj meget fint beskrevet, hvad der kan ske, når man tager friheden for givet og ikke passer på den. Det er et afgørende spørgsmål, vi alle bør stille os: værner vi nok om friheden?

2. prisen på 5.000 kr. gik i år til Fie Riis Strini, som fik prisen for sit essay En (k)ærlig hilsen til friheden
Dommerkomitéen var enige om, at Fies essay sætter fokus på skismaet, at være fri, ovenud privilegeret og rædselsslagen på en gang, når man står overfor et væld af muligheder. Det beskriver så fint, hvordan friheden til at vælge også kan være overvældende og angstprovokerende. For hvad sker der med friheden, hvis vi vælger forkert? Fie stiller spørgsmålstegn ved, om friheden findes i det vante, vores rutiner, eller i vores drømme for fremtiden. Skal vi jage friheden, og er friheden blevet et så vidt og abstrakt begreb, at vi oftest slet ikke overvejer at sende friheden en kærlig tanke? Essayet er en meget fin opfordring til at værne om og elske friheden – og sende den en kærlig tanke i ny og næ. 

3. prisen på 3.000 kr. fik Janna Marie Birr-Pedersen for sit grafiske værk Frihed er fraværet af lænker.
Dommerkomitéen var enige om, at Jannas værk er grafisk meget flot og intelligent tænkt. Det danner grundlag for en god dialog om frihedsbegrebet, og grafisk viser Janna også meget flot, at frihed ikke er retfærdigt fordelt. Hvis man ser godt efter, så er der i værket "Frihed er fraværet af lænker" også et skjult budskab om fred. Et tankevækkende værk, der sætter frihedsbegrebet til debat. 

Du kan læse de skrevne værker her, men du kan også se dem i rådhuset forhal, hvor du også kan se det grafiske værk til og med fredag i denne uge.

Dit navn
Jeg kan ikke huske hvordan vi mødtes. Du var der ligesom bare. Som en brise kom du ind i mit liv. Ubemærket men kraftfuldt. Du holdt mig i hånden mens vi gik ture i skoven. Du så mig bade for første gang. Min krop der krympede sig i kuldestød. Vi rendte gennem kornmarker, talte stjerner, prikkede til kryb med underlige navne. Bænkebidere, guldsmedje, haletudser. Vi lå på solskinsmarker og smeltede ned i græsset. Kiggede ud i det blå som var det et uendeligt lagen der indhyllede os i drømme. Jeg husker din stemme når du talte til mig. Ord der hviskede om fremtid og håb. Som om de kom fra et sted udefra. Følelsen af dig, som kunne overvælde mig. Trække mig i alle mulige retninger. En dag spurgte jeg hvad du hed. Men du svarede mig ikke. Trak mig andre steder hen, distræt og nysgerrig som du altid var.  

Jeg havde ikke set det komme, og det var det værste. Hvis jeg havde set det ville jeg have bundet dig til mig, rendt med dig på ryggen. Bygget dig et palads i den lyseste dal i mit indre. Men jeg havde taget dig for givet. Behandlet dig som en kat. Druknet dig i dårlige vaner. Stirret ind i nok sorte skærmer til at vide, at du ikke stirrede tilbage. Forsømt dig som man forsømmer et talent, eller en have. Du var ikke smidt ud, ikke taget fra mig, og alligevel havde jeg mistet dig. Som en sommer der rinder ud og sejler bort i purpurrøde aftenskyer.
Jeg så dig sjældent nu. I tidlige morgentimer kunne jeg finde dig på underbelyste værtshuse. Du var en tåget rus, et genskin der falmede i dagene efter. Jeg huskede dine læber, bløde men sprøde. Og dit hår. Følelsen når du pustede på mig, og hårene rejste sig.  jeg savnede dig så forfærdeligt. Prøvede at finde dig på de marker vi havde løbet på, på de strande vi havde badet, i skolegårde, i varme lande, overalt jeg havde set dig. Men du havde gemt dig for mig. Og jeg troede jeg havde mistet dig.

Indtil jeg stod med skælvende ben på badeværelset, nøgen og forladt, og famlede i vildelse efter dig. Kaldte efter et navn jeg ikke vidste hvad var. Dampen som lå som en skumringståge over spejlet. Og da så jeg dig. Du stod med skinnende, ung hud. Som en gudinde der var trådt ud af lænker. Jeg kiggede på dig i spejlet. Kiggede dig i øjnene. Trak i din hud. Mærkede pulsen som slog den fra en indre kraftkilde. Din varme som blødgjorde mig, efterlod mig som en drøm, en mulighed, et håb. Og du hviskede dit navn.    

En (k)ærlig tanke til friheden
Jeg er fri, privilegeret og skrækslagen. Jeg er modsatrettede følelser blandet i en substans, der er 182 høj, god til matematik, samfundsfag og tysk. Jeg er klog nok til sikkert at kunne udrette noget stort, men dum nok til sikkert at lade være. Jeg har et overforbrug af sammensatte ord, da jeg er overbevist om, at det får mig til at lyde mere velformuleret og eftertænksom, velvidende det højst sandsynligt ikke er tilfældet. Jeg er et virvar af alt det, man på engelsk kalder first world problems. Jeg tænker for meget over alt det, jeg alligevel ikke kan ændre, og for lidt på det jeg kan. Jeg bliver bange for at vælge uddannelse, fordi jeg ved, at med mit valg medfølger der et fravalg. Bange for at sige et, for derfor at fortryde jeg ikke sagde to. Jeg bliver bange for mulighederne, fordi jeg pludselig ikke længere føler mig tilstrækkelig nok, modig nok eller selvsikker nok. Altså står jeg 182 høj god til matematik, samfundsfag og tysk og er bange for det vi priser, det vi hylder, og det vi for alt i verden forsøger at holde fast i, friheden.

I Danmark har vi en høj grad af frihed. En hurtig Google-søgning fortæller mig, at vi skulle være det 4. mest frie land i verden, overgået af det evig neutrale Schweiz, men ikke slået af ”the land of opportunities ”, USA. Det betyder frihed til at tage et selvstændigt valg, frihed til at ytre sig som man ønsker og til at føle, man kan bevæge sig, hvor end man lyster. Friheden til i høj grad ikke at være begrænset af nationalitet, grænser eller religion. Det er jeg stolt af. Jeg er en stolt dansker, der fra tid til anden sætter sig uforstående overfor, hvordan denne frihed udspiller sig i andre dele af verden og stiller sig med armene over kors, når andre uretfærdig bliver den frarøvet. Jeg bliver sur, bange og indebrændt når jeg læser om angreb, hvis grundlæggende formål er at svigte det mest fundamentale livsvilkår, vi lever under, og i et moment af svaghed tager jeg mig selv i at tænke ”godt, det ikke er her”. Jeg selv udtaler at glæde mig til, når jeg til sommer genvinder min egen frihed som student, men erkender også blankt, at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad den indebærer. Ligger min frihed i ikke at skulle i skole, ikke at skulle lave lektier eller afleveringer? Eller ligger den i at sove længe, tjene penge og rejse til destinationer, der for længst har mistet sin charme i turistlysets skarpe skær? Er jeg i virkeligheden et produkt af en tid i et land, hvor frihed er blevet så vidt og abstrakt et begreb, at vi oftest slet ikke overvejer at sende den en kærlig tanke, men i stedet altid forventer, at den ligger lige derude og venter et sted? Vi jagter følelsen af frihed, som vi har fået af vide er den reneste følelse at have, og vi siger gerne højt, når vi føler, vi ikke har tilstrækkeligt af den. Men oftest løber vi også rædselslagende væk, når den kigger os i øjnene og forlanger, at vi tager valg, vi inderst inde ikke føler os i stand til at tage. I sidste ende kan vi ende med en kedelige copy paste version fra sidemanden, der synes at have fundet den endegyldige frihed, hvor end den i så fald findes. Så vi tager ud at rejse for at være fri fra hverdagen, tager sabbatår for at være fri forpligtelser, går fra hinanden for at være fri for afhængigheden og siger op for at være fri for pligter, man ikke føler giver mening. Vi får skabt en uundgåelig tendens til, at friheden ligger i adskillelsen af det, som vi har lyst til, og det vi er forpligtede til, men er det netop ikke her, vi får skabt den største ufrihed af dem alle? Når vi ønsker at sætte begrænsninger for, hvad frihed er, og hvornår den kan opstå. Når vi agter, at friheden er noget, vi kan vælge fra og til, og derfor ikke er noget vi har hele tiden. Måske vi alle behøver at skænke friheden en kærlig tanke.

Jeg er fri, privilegeret og skrækslagen. Skrækslagen for at vælge forkert, men i højere grad for ikke at værdsætte alt det, andre før mig har kæmpet så inderligt for at opnå; følelsen af ubegrænset frihed. Privilegeret fordi jeg har visheden om alle de muligheder, jeg har stående foran mig uden forbehold, uden begrænsninger, og fordi jeg lever i et land, der giver mig dem. Fri til at ankende, at jeg til tider føler mig fanget af friheden, men til at værne om og elske den alligevel.

 

Feedback