Børn og unge laver transportundersøgelse

Hver dag skal 6000 børn og unge til og fra skole i Fredericia. Hvordan de kommer det, skal eleverne selv undersøge som en del af deres matematikundervisning

Der er i Fredericia en politisk målsætning om, at mindst 85% af eleverne færdes til fods eller på cykel til og fra skole. For at følge udviklingen i de unges transportvaner, og få de unge og deres forældre med på banen, vil eleverne blive bedt om at lave en transportvaneundersøgelse hvert forår som en del af matematikundervisningen.

”Det er unikt i Danmark, at vi beder elever og lærere om selv at undersøg, hvordan de kommer i skole. Men vi mener, at det er den bedste måde til at motivere så mange børn og forældre til at gå eller cykle til og fra skole. Som WHO Sundhedsby har vi mulighed for at løfte folkesundheden i Fredericia. Og øger vi antallet af børn og unge, der selv kommer sikkert i skole, så øger vi deres sundhed samtidigt med, at vi gør det langt mere sikkert for alle børn og unge at færdes på skolevejene”, siger næstformanden for Børne- og Skoleudvalget, Cecilie Roed Schultz.

De farlige situationer på skolevejene skyldes ofte en uhensigtsmæssig adfærd på grund af manglende hensyn, manglende kendskab til færdselsreglerne, travlhed og blandingen mellem biler og bløde trafikanter. Den årlige transportundersøgelse skal være med til at motivere flere børn og unge til at tage cyklen eller gå-benene til og fra skole.  

”Det vil være en stor forbedring af trafiksikkerheden på skolevejene, hvis børn og unge hopper på cyklen eller går fremfor at blive kørt i skole. De unge vil blive bedre trafikanter, og antallet af biler vil falde ved skolerne, når antallet af gående/cyklende børn og unge stiger. Samtidigt bliver elevernes indlæring forbedres væsentligt ved fysisk aktivitet på vej til skole”, siger Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget.

Transportundersøgelsen er et vigtigt værktøj i arbejdet med at fremme antallet af aktive børn, der kan færdes sikkert i deres lokalområde. Derfor laves undersøgelsen også i samarbejde med skolerne, så det er muligt at følge udviklingen og årligt evaluere på den fælles indsats. Undersøgelsen bliver gennemført som en del af matematikundervisningen evt. i kombination med dansk og anden undervisning, der f.eks. er relateret til cyklistprøven på skolen.

Fakta om transportvaneundersøgelsen
Skolen skal sørge for, at der er en eller flere klasser/hold på 5. eller 6. årgang, der får til opgave at lave transportvaneundersøgelsen på skolen. Alle elever fra 0.-6. årgang på skolen skal indgå i undersøgelsen, men I må også meget gerne inkludere de ældste elever fra 7.-9. årgang. Dette er dog frivilligt og op til skolen selv at bestemme.

 

Feedback