Slå adgang med tegn til/fra

Træning & Forebyggelse

Har du brug for vejledning eller genoptræning for at få hverdagen til at fungere efter akut opstået eller kronisk sygdom?

Hos Træning & Forebyggelse møder du en gruppe af velkvalificerede medarbejdere, der er klar til at tage hånd om dine genoptrænings- eller rehabiliteringsbehov. Vi finder sammen med dig ud af, hvilke behov, mål og ønsker du har og kan målrette indsatsen derefter.

Tilbuddene kan foregå i Sundhedshuset, i hjemmet eller i naturen. Endvidere kan vi holde samtaler via telefon eller digitale løsninger, hvor det giver mening.

Er du i tvivl om noget angående Træning & Forebyggelse, så ring endeligt til os på tlf. 7210 6050.

 

 

Hvem kan få hjælp?

Der er to måder du kan blive henvist til Træning & Forebyggelse på:

  • Henvisning til træning kan ske efter undersøgelse eller indlæggelse på sygehus. Dit behov for genoptræning skal være lægefagligt begrundet, og sygehuset sender en genoptræningsplan til Træning & Forebyggelse.

    Når vi har modtaget din genoptræningsplan, vil du blive kontaktet indenfor 4 dage og indkaldt til en afklarende samtale senest 7 dage efter at vi har modtaget genoptræningsplanen. Til den afklarende samtale vil dine mål og motivation for et træningsforløb samt en undersøgelse af dit funktionsniveau danne udgangspunkt for dit videre forløb.
  • Du kan ansøge om træning eller vejledning via din praktiserende læge / forebyggende medarbejdere / plejen eller Hjælpemiddel og Kommunikation.

    Når vi har modtaget din ansøgning hos Træning & Forebyggelse, vurderer vi, om vi har et relevant tilbud til dig og du vil blive kontaktet senest 14 dage efter henvendelsen. Du vil i så fald blive indkaldt til en afklarende samtale hurtigst muligt og senest efter 4 uger. Her vil dine mål og motivation for et træningsforløb samt en undersøgelse af dit funktionsniveau danne udgangspunkt for dit videre forløb.
Hvad kan vi tilbyde?

Vi tilbyder rådgivning og vejledning, der er målrettet dine behov. .
Forløbet er tidsbegrænset og varierer alt efter behov.
 
Vi tilbyder træning og vejledning i Sundhedshuset, i hjemmet, i nærmiljøet og på byens aktivitetscentre. Dette kan foregå individuelt, i mindre grupper eller på større hold.
 
Forløbet kan for eksempel bestå af:

  • Fysisk træning, som styrke- og udholdenhedstræning
  • Øvelser for balance og koordination
  • Vejledning til selvtræning 
  • Støtte til at du kan fortsætte træning i andet regi
  • Træning af mentale funktioner som for eksempel hukommelse, overblik, planlægning med mere
  • Træning af daglige færdigheder, som for eksempel personlig pleje, huslige gøremål, indkøb med mere
  • Vejledning i kost, fysisk aktivitet og sund levevis 
  • Støtte til at finde egnede muligheder for dig til at fortsætte din træning, fysiske aktivitet og sunde levevis

 
Vi tilbyder digitale løsninger
Det kan lette træningen for dig og være med til at støtte dig i at kunne træne på egen hånd, når du kan, og når det passer dig.
 
Tilbuddet kan bestå af:

  • Øvelsesprogrammer via mobiltelefon eller tablet
  • Digitalt understøttet træning ved hjælp af sensorer koblet til en smartphone, der giver dig tilbagemelding på kvaliteten af din træning og guider dig igennem et øvelsesprogram, der er udarbejdet af en fysioterapeut.
Praktisk information

Godt at vide:  

  • Parkering
    Kom i god tid, så du har tid til at finde en plads til bilen og gå hen til Sundhedshusets indgang. Der er handicap-parkering ved hovedindgangen, der vender ud mod vandet.
    Du finder os i bygning B på etage 3.
  • Venteområde
    Vi har et venteområde i bygning B, etage 3 til venstre, når du kommer ud af elevatoren eller op ad trappen. Her kan du scanne dit sundhedskort og derefter tage plads i venteområdet hvor du bliver hentet.
    Har du ventet mere end 10 minutter fra tidspunktet for aftalen, skal du henvende dig i receptionen.
  • Mulighed for omklædning
    Vi har omklædningsfaciliteter lige udenfor elevatoren på etage 3 i bygning B. Her har du mulighed for at skifte tøj.
  • Kørsel
    Vi samarbejder med Trekantområdets Brandvæsen omkring transport. Det betyder, at vi bestiller kørsel hos Trekantområdets Brandvæsen, som planlægger og udfører kørselsopgaven. Afbestilling af transport skal ske til kørselskontoret ved Trekantområdets Brandvæsen, helst dagen før, hvis det er muligt, da vi ellers skal betale for kørslen.
    Reglerne for bevilling af transport kan du læse om i nedenstående pjece.

Bilag

Personale

Den samlede personalegruppe består af:

  • Leder Helle Andersen
  • Teamleder Trine Knudsen
  • Koordinator
  • 27 Fysioterapeuter
  • 12 Ergoterapeuter
  • 1 Træningsassistent 
  • 1 Klinisk diætist
  • 2 Sygeplejersker
  • 1 Rygestopvejleder
  • Servicemedarbejder
  • Sekretær Betina Andersen
  • Administrativ medarbejder Dorte Kronborg 
  • Palliationssygeplejerske tilknyttet
  • 2 Kliniske undervisere

Vi arbejder sammen i teams og er specialiseret inden for de forskellige arbejdsområder.

Vederlagsfri fysioterapi

Hvem kan få vederlagsfri fysioterapi?

Ordningen om gratis fysioterapi er målrettet borgere med et svært fysisk handicap, og til borgere med funktionsnedsættelse som følge af progressive lidelser. Lidelsen kan skyldes et svært fysisk handicap eller en fremadskridende sygdom. Lidelsen kan være medfødt eller opstået senere i livet.

Du kan som borger frit vælge, om du vil modtage vederlagsfri fysioterapi hos en privat praktiserende fysioterapeut eller i et kommunalt træningscenter.

For at kunne modtage vederlagsfri fysioterapi, er der bestemte kriterier, der skal være opfyldt. Egen læge eller din speciallæge kan fortælle dig, om du er berettiget til vederlagsfri fysioterapi.

Hjerneskade

At få en skade i hjernen kan være svært for både den ramte og de pårørende. Det betyder ofte en ændret hverdag og livssituation, hvor du kan have brug for at tale med en hjerneskadekoordinator.

Hjerneskadekoordinatoren kan

  • Støtte dig og dine pårørende i forhold til den nye livssituation, som I står i.
  • Give råd og vejledning om, hvor den rette hjælp kan findes.
  • Koordinere dit forløb i samarbejde med sygehus, kommunale afdelinger og andre specialenheder

Du kan få støtte af en hjerneskadekoordinator, hvis du

  • Bor i Fredericia
  • Er over 18 år og har en erhvervet hjerneskade
  • Er pårørende til en person med erhvervet hjerneskade

 

Kontaktoplysninger på hjerneskadekoordinatorerne:

Lene Kramer Vig
lene.vig@fredericia.dk
Tlf. 7210 6050

Anne Mette Poulsgaard
anne.poulsgaard@fredericia.dk
Tlf. 7210 6050