Slå adgang med tegn til/fra

Dyrehold - hobby og landbrug

Reglerne for dyrehold afhænger af, hvor mange dyr du vil have, og om du bor i eller udenfor byen.

Du skal kontakte kommunen, hvis du vil:

  • Anskaffe et nyt dyrehold
  • Udvide eller ændre dit dyrehold
  • Bygge nye stalde, læskure eller andre anlæg til dit dyrehold

Læs mere i fold-ud emnerne nedenunder.
 

Små dyrehold

Nogle små dyrehold skal anmeldes til kommunen, andre skal ikke.

I byzone må du have høns og hunde, men ikke haner, heste, køer, får, geder og grise.

Det gælder for alle dyrehold, at de ikke må genere naboen væsentligt eller forurene miljøet. Kontakt kommunen, hvis du vil have mere information.

Bilag

Større dyrehold

Hvis du vil anskaffe, udvide eller ændre et større dyrehold, eller bygge nye stalde, gyllebeholdere eller lignende skal du ansøge igennem www.husdyrgodkendelse.dk.

Det kræver som regel, at du kontakter en professionel landbrugsrådgiver.

Nogle mindre ændringer i dyrehold og stalde kan du klare med en anmeldelse igennem www.husdyrgodkendelse.dk.

Kontakt kommunen eller en landbrugsrådgiver, hvis du vil vide mere.

Hvis du skal bygge nye stalde, gyllebeholder eller andet, skal du også huske at ansøge om byggetilladelse (www.bygogmiljoe.dk) og tilladelse til bortledning af tagvand.

Gylleudbringning på marker

Gylle må bringes ud fra 1. februar til høst (senest 1. oktober). På marker, der ligger mindre end 200 meter fra byzone og andre boligområder, må gylle ikke udbringes på lørdage, søndage og helligdage. Gylle må ikke udbringes på frossen jord eller på stejle skråninger ned mod vandløb. Det kan ikke undgås, at udbringning af gylle giver lugtgener i det område, hvor gyllen udbringes. Normalt forsvinder lugten hurtigt igen, men det afhænger meget af vejret.

Markstakke og møgbunker

Dybstrøelse, som har ligget i stalden og komposteret, og som ikke safter, må opbevares i en bunke i marken, som straks skal overdækkes med tæt plastic.

Markstakken skal overholde en række afstandskrav, blandt andet til nabo, vandløb og vej.

Andet møg fra dyrehold skal opbevares på en møddingsplads, hvor det skal dækkes over med plastic. Det gælder også strøelse fra hestebokse.

Fluer

Fluer yngler i gødning fra dyrehold. Forkert håndtering af gødningen kan derfor medføre en stor mængde fluer. Fluer fra dit dyrehold må ikke genere naboerne væsentligt.

Hvis du vil klage over fluer fra naboens dyrehold, kan du kontakte kommunen.

Høns

Fra den 2. juni 2020 (se nyt regulativ længere nede) er det tilladt at have op til 10 høns, hvis du bor i byen eller i et boligområde. I landzone / udenfor boligområder må du fortsat have op til 30 høns uden at spørge kommunen.

Du skal sørge for, at hønseholdet ikke generer naboen og ikke forurener miljøet. Derfor er det en god idé at snakke med dine naboer, før du anskaffer høns, så du kan sikre dig, at naboen ikke bliver generet.

I Fredericia Kommune er det ikke tilladt at holde haner, ænder, gæs, fasaner og støjende parakitter/papegøjer i byzone og lokalplanlagte boligområder. Du kan læse mere i Fredericia Kommunes Regulativ for hold af fugle og fjerkræ i boligområder, samt vejledning om dyrehold i boligområder.

Bilag

Hunde

Du må have 4 voksne hunde med hvalpe under 18 uger uden at spørge kommunen. Du skal sørge for, at hundene ikke generer naboen. Hvis du vil have en hundekennel eller hundepension, skal du anmelde det til kommunen og overholde en række afstandskrav, blandt andet til nabo og byzone. Du skal som regel også søge om landzonetilladelse. Kontakt os for mere information.

Græssende dyr nær byen

Hvis du vil have kvæg, får, geder eller heste til at afgræsse et areal, som ligger i byzone, eller mindre end 50 meter fra byzone, skal du søge om dispensation hos kommunen. Kontakt os for mere information.